I SALOMONS LAND 2010

af Emmanuel Limal, 68 sider, 2 kv, 2 md, 90 min, 6 locations

En mand i slutningen af 30erne ønsker sig et barn. Så meget at hans kæreste begynder at tvivle på om han egentlig vil hende. For at ville være tre er ikke det samme som at ville være to.
"Og hvad nu hvis jeg ikke kan få børn? Har du tænkt på det?" spørger hun. Han forbliver stille. Hvordan kommer man så videre, når spørgsmålet ikke bliver besvaret, men "et genetisk minde for evigheden" snart bliver undfanget.
Og så er der den ældre kvinde, der er vokset op alene med sin far, i en tid hvor kvindernes frigørelse var en kamp der stadig skulle vindes. En kvinde der ser tilbage på et langt liv og den hemmelighed der nu spøger det baglæns.
I Salomons land har vundet den franske pris Yves Heurté 2009.

Roller:
M: mand, ca. 40 år gammel
Pia: kvinde, ca. 38 år gammel
Den ældre kvinde, født i 1940
Sagsbehandleren, dommeren, politikeren, César: mand ca. 50 år gammel
Barnestemmer: piger og drenge, 3-6 år
Sygeplejerskens (herre)stemme: ca. 30 år

Uddrag af teksten:
M:
Det hele gik bedre i den bedste af alle mulige verdner. Vi havde lige købt vores første juletræ, guirlander, glaskugler ... det var lige før det osede af familie.
(til Pia:)
Satans! Nu glemte vi at købe en julekrybbe!
PIA:
En julekrybbe? Det mener du ikke!
M:
Øh ... jo. Hvorfor siger du det?
PIA:
Det kan du ikke mene!
M:
Det gør jeg da, hold op med at sige det. Hvorfor siger du det?
PIA:
En julekrybbe? Man synes det er latterligt at blive gift i kirke, fordi man føler sig presset til at stå og hykle over for familie og venner, men man vil gerne have en julekrybbe. Gider du lige forklare mig din logik?
M:
(forbavset:)
Der er ingen logik ... jeg har bare lyst til at få en julekrybbe, fordi, fordi ... fordi den minder mig om min barndom, det er det hele.
Jeg kan godt lide at lægge det lille jesusbarn i krybben den 24. om aftenen for at mindes oprindelsen til gaveorgiet. Det er ikke det samme som at sværge på et eller andet over for Ham. Du kan ikke sammen-ligne de to ting. (kysser hende, hun reagerer ikke.)
(til publikum:)
Hun sammenlignede. Jeg nævnte ikke julekrybben mere, jeg nøjedes med at købe én og stille den diskret i et hjørne. En morgen tog Pia mit hoved mellem sine hænder og sagde:
PIA:
Ved du hvad, jeg fik en idé i nat. Jeg tænkte på det du sagde om gaveorgie. Nu her til jul, i stedet for at købe en masse ting som bare fylder op i lejligheden, så tænkte jeg at vi kunne give hinanden én eneste gave. Men en gave som udtrykker noget virkelig personligt!
(Hun kysser ham.)
M:
(Til publikum. Efterligner Belmondo i "Åndeløs".)
Når en kvinde siger "noget virkelig personligt" og tager dit ansigt i sine hænder, så er det fordi hun på forhånd ved hvad hun vil have.









Varenummer:
978-87-7865-801-2